Grønt Flag Grøn Skole er kendt for miljøundervisning i grundskolen, men nu er det også muligt for gymnasier at deltage i programmet. Svendborg Tekniske Skole blev landets første tekniske gymnasium, der har fået det grønne flag. Det er sket i samarbejde med bygningschef Peter Rosenbeck. Skolens miljøråd har arbejdet målrettet med tekniske løsninger, specielt for at nedbringe energiforbruget.
Alle førsteårs eleverne har gennemført to temaer om produktion af solenergi/plader og grøn energi og klimapolitik, herunder politiske beslutningsprocesser og Klimakommisionens 2011-anbefalinger.
Gymnasiet i Svendborg har en grøn profil og arbejder målrettet med viden om miljø, bæredygtighed og grøn vækst og det er kernen i elevernes vidensgrundlag og læring indenfor naturvidenskab, teknologi og samfundsfaglige emner.
"Det er et godt eksempel på, at Grønt Flag Grøn Gymnasieskole kan bruges som et redskab til at gøre eleverne handlekraftige og bevidste om miljø og bæredygtighed. SAmtidig er det et vigtigt element skolens grønne profil," siger Eigil Larsen fra Friluftsrådets Grønt Flag Grøn Skole-program.